Koebenhavns Soestre レビュー 

De er pæne sko. Klassiske på den måde hvor jeg stadig kan lide dem om fem år, hvis jeg da kan gå i dem til den tid.
Jeg bestilte min normale størrelse og tæerne er mast sammen forrest. Ikke lidt stramme. Mast. Jeg havde dem på ned til butikkerne og hjem igen, og det var grænsen, og jeg har siddet og taget dem af under bordet på café som en forbryder.
Ruskindet er også tyndere end jeg havde regnet med. For den pris troede jeg der ville være mere sko.
Fine nok sko. Bestil en størrelse op.

De kom hurtigt. Fóret er tykt nok til at jeg holdt op med at mærke mine fødder, og det er hele pointen med en vinterstøvle. Jeg skrev godt nok til dem om ruskindskanten, for jeg kunne se saltet på fortovene og ville nødig ødelægge dem i første uge. Der var en der fortalte mig hvad jeg skulle bruge, og det har jeg gjort siden.

Stod på en perron i februar med blæsten ind fra siden, og der kom ikke noget igennem. Fleecelommerne opdagede jeg slet ikke på siden, og nu stikker jeg hænderne ned og lader dem bare blive der.
Den kom foldet sammen i en plastikpose, flad og krøllet, så den hang i to dage før jeg kunne bruge den. Jeg havde bestilt den til netop den weekend og tog min gamle på i stedet.

Jeg har altid plastre med i nye sko, fordi jeg har lært det på den hårde måde. De blev liggende i tasken. Første dag gik jeg en lang tur og tog direkte ud at spise i de samme sko. Læderet var blødt fra første minut. Jeg venter stadig på den dag hvor de vender sig mod mig.

Jeg var lige ved at lade være. På min skærm så mønstret fladt ud, næsten mudret, og den lå i kurven i en uge. I virkeligheden er farverne dybe, og blomsterne ligner faktisk blomster. Den har vægt nok til at den falder i stedet for at klistre til mig når jeg sætter mig. Tre gange på to uger, og der var ingen anledning til nogen af dem.

De ser præcis ud som de støvler jeg havde i hovedet, og det sker næsten aldrig. Tykt læder, rigtig facon, rigtig til efteråret.
Anklerne rører sig ikke. Jeg kan sagtens få dem på, det er det med at gå bagefter. To uger med dem på derhjemme og jeg går stadig sidelæns ned ad trappen.
Og så lynlåsen. Den hænger i cirka hver fjerde gang og føles som noget der hører til på en billigere støvle. Jeg har bare ikke haft dem på en hel dag endnu.

"Jeg har smidt to cardigans ud på lige så mange år, fordi de blev noprede under armene inden november. Den her har været i maskinen tre gange, og der er ingenting. Den er tyk, og jeg smider den over det jeg nu har på, når jeg ikke gider tænke over det. Hvilket er de fleste dage, så der er en grund til de tre vaske.

Den er det blødeste jeg ejer, så lad os starte der. Tykt garn, rigtig vægt, og den har båret mig gennem kolde morgener uden jakke.
Farven er ikke farven. På siden er den lys creme. Det der kom er en mørkere beige. Jeg opdagede det først rigtigt da jeg holdt den op ved siden af den cremefarvede skjorte jeg havde tænkt mig at have indenunder, og så kunne jeg ikke lade være med at se det.
Kom hurtigt. Jeg har den på hele tiden alligevel. Det er bare ikke helt den sweater jeg troede jeg købte.

Udendørs bryllup, græs, seks timer. Jeg har prøvet den tur før og er endt med at bære mine sko over en plæne ved midnat ligesom alle andre. Ikke denne gang. Jeg havde dem stadig på da musikken stoppede.
Og så er de bare smukke, hvilket virker næsten uretfærdigt oven i det første.