Livsvigtig medicin bliver sjoflet 4 gange og patienten får skylden!
Kort / Epikrise: I starten af januar forsvandt et livsvigtigt præparat fra min receptserver. Jeg havde til et stykke tid endnu, men ringer umiddelbart til lægehuset og ”bestiller” det forsvundne. Senere på måneden og i forbindelse med udløbet af tilskudsåret, går jeg på apoteket. Her kan de oplyse at ikke alene er dette produkt IKKE kommet tilbage, et andet ligeledes fast livsvigtigt produkt er også frosvundet fra serveren.
Denne gang benytter jeg E-konsultation og ”bestiller” igen. Jeg går på apoteket en lille uge senere for at afhente samme, men bliver mødt med at disse recepter IKKE er der. Jeg kontakter lægehuset på E-konsultation for anden gang og har nu en klar forventning om at alt er i orden, hvor naiv kan man være. Også denne 3 gang, må jeg gå forgæves, nu med en substitut, men alligevel, hvor svært kan det være.
Flere personaler på apoteket tilkendegav UOPFORDRET, at man havde problemer med sekretæres manglende evner og lægers manglende vilje til at løse recept problemerne. Hallo det er livsvigtig medicin.
Hjemme spørger jeg så for tredje gang, pænt, på E-konsultation om årsagen til de stadigt manglende korrekte recepter.
Efter flere dage bliver jeg ringet op af sekretæren, som i belærende form vil vide hvad problemer er. Hun forstår ikke, at det er de forsvundne recepter. Så forsøger hun at sige, at det hele er apotekets skyld. Så er det min skyld, lægernes, ja alle andre end hendes!
Jeg spørger hende om hvorfor hun ikke bare havde kikket i ”udgåede recepter”, hvor hun ville kunne få alle relevante oplysninger, eller spurgt en læge. Hun bliver ved med at forsøge at placere skylden alle andre steder. Som merkantil underviser på ungdomsuddannelserne igennem årtier, har jeg mødt de mest selvblinde, forstenede, teflon belagte utilstrækkelige inferiøre mennesker, denne tager stikket hjem.
Jeg skriver en velbegrundet klage til den ansvarlige leder af lægehuset og påpeger i klart og tydeligt sprog, det katastrofale i; at livsvigtig medicin ikke bliver udskrevet korrekt, at man skal henvende sig samlet 4 gange uden at indlysende fejl bliver rettet, at problemet åbenbart er tilbagevendende, at sekretæren åbenlyst mangler de nødvendige kommunikative evner til at løse selv simple problemer, etcetera.
Dette var jeg stensikker på ville være åbningen på en rationel dialog og en kvalitativ billægning af sagen. Dette skete ikke. Under ti minutter efter at klagen var afsendt, var der svar på klagen fra det eneste mandlige islæt blandt lægerne. Og nu skulle han sandelig lege macho, normalt fremtræder han som en slags Gollum, men hvad når en ansat viser sine duggede øjne, så sadler man hesten – ikk.
Denne ekstreme sagsbehandling (>10 min.) er da også et ”pragteksemplar” af champagnebrus boblende harme, kvarte uklarheder opblæst til ontologiske sandheder, kæmpe hybris og selvmodsigende retorik. (skomager bliv ved din læst), nå han nød vel bare at have fundet skridtbeskytteren et øjeblik.
ALT blev afvist, jeg skulle bare forføje mig og finde et andet lægehus, hvis jeg ikke ville det ville man få regionen til at smide mig ud, etcetera.
Jeg har igennem tiden fungeret som konsulent for flere nystartede klinikker og kender en del til problemerne i deres transmission, fra offentligt ansatte lønmodtagere og til at de nu skal fungere, både som behandlere og som administratorer, Hrm. ansvarlige, planlæggere, praktiske problemløsere etcetera. Og ingen har været dårligere / mere desperate end lægehus nord - ingen.
Som så mange andre vildfarne ”chefer”, farer de rundt med hovedet under armen. Så i stedet for at tage en yderst relevant klage alvorlig (herunder apotekets reaktion), så vælger man den infantile blinde ”her og nu” opbakning, til en dubiøs og mislykket sekretær, der skaber tunge problemer, dette højere, end det korrekte hensyn til at høre på en anden akademiker. O tempora o mores.
Vogt jer, her er døbt ren pøbel
